Ledelsen

Den første formand

Direktør Rasmussen in memorial

Direktør Rasmussen
in memorial

…  hed såmænd Hans Rasmussen og han sad på posten i en lille menneskealder (over 30 år). 

Da han flyttede solgte han sit hus til Susanne Moth.

Han var en farverig person som nogle forgudede og andre undrede sig over. Han var direktør, men ingen  vidste, hvad han egentlig var direktør for.

Han blev en myte i kvarteret og havde ord for at være stinkende rig. Vi måtte være taknemmelige for at have en personlighed som ham i kvarteret. Vi skyldte ham alt.

Han var én af de gåder jeg havde planlagt at løse som pensionist.

/Jørn

Bakkekammen 1960

Bakkekammen 1960

På billedet ovenfor  ses de grusbelagte veje, hækken der skyder i vejret, legende børn samt en spinkel lind udfor det hus hvor nu Niels bor.

Der var fred og idyl og beboerne løb ind og ud hos hinanden som de gamle i kvarteret senere drømmende sagde.

Der blev snart lagt asfalt på grusvejen og det var åbenbart kommunen der foranstaltede og betalte det, for udgiften er ikke registreret i de gamle regnskaber.

Men asfalten skulle holdes vedlige, der skulle foretages vejsyn reglmæssigt af fagfolk og til at stå for dette foreslog vej-ingeniøren én af beboerne udpeget.

Til det formål meldte Hans Rasmussen sig på banen.

Hans Rasmussen

Hans Rasmussen

Hans Rasmussen var bogholder i et lille firma i Århus, men han havde ambitioner og påtog sig gerne dette tillidsjob.

Men: Han var ikke håndværker og han så hurtigt bort fra det han egentlig skulle tage sig af og kastede sig i stedet over et andet felt som han syntes  lå lige for, nemlig som enerådig “vej-formand”.  Når beboerne løb ind og ud ad døren hos hinanden kunne de også snakke sammen – udveksle sladder som han selv formulerede det, og måske endda om ham – og det var det første han slog ned på.

Der begynder nu at ske noget, der ikke var særlig rart, han så sig selv, ikke som en ven af folket der bestred et tillidshverv, men som en myndig forvalter, der kunne gøre hvad han ville, disponere selvstændigt og endda  smide beboere på porten. Han kunne  give de personer, som han ikke umiddelbart brød sig om en advarsel, allerede ved indflytningen. Her var universitetsansatte hans yndlings-aversion. Han ville simpelthen ikke have den slags ballademagere ind !

Dette blev fra beboernes side forsøgt imødegået med et sæt vedtægter – nedskrevet 4 år efter dannelsen af ”vejforeningen”, men vedtægter afviste han at bruge – og så blev folk væk fra den årlige generalforsamling til den ikke formelt eksisterende forening.

Han  afholdt nu ikke  flere generalforsamlinger men opkrævede dog fortsat et kontingent der bl.a. blev brugt til en “fejemand” og tømning af affalds-rummet.

Som tiden gik: Vejene forfaldt og beboerne forsvandt. Da vi flyttede ind i 1975 kunne bogholderen, der nu kaldte sig direktør fortælle, at op mod halvdelen af beboerne var blevet udskiftet i løbet af en meget kort årrække. En del havde ikke kunnet  indordne sig under en formand som han selv formulerede det.

Det var således en delvist ny medlemsskare der skulle ses an og tæmmes.

Det var lettest at gøre  ved at advare beboerne mod hinanden: Formanden understregede, at man i kvarteret hilste på hinanden men  ikke snakkede sammen.

Udskiftningerne  fortsatte og blev på et tidspunkt så iøjnefaldende, at det var ved at være pinligt. Direktøren blev i den forbindelse forespurgt, om han ikke kunne tænke sig at deltage i den afsluttende del af handelen, så han kunne sige fra overfor en køber, før denne underskrev slutsedlen. Det var han ikke afvisende overfor, men om det nogensinde blev aktuelt er der ikke forlydender om.

Vi oplevede 10 år under den myndige herre.

Han forlod kvarteret i midten af 80’erne efter at have udpeget sin afløser. Selv flyttede han i en mere overkommelig men absolut standsmæssig bolig og skæbnen ville,  at han sammen med fruen kom til at bo i samme opgang og i en identisk 2-værelses leje-lejlighed som min altid arbejdsløse fætter.

Stinkende rig ????  Stor indflydelse ???  Var vi blevet holdt for nar ??

IMG_0006

Jeg flyttede til København af arbejdsmæssige grunde og var væk i næsten 20 år. Tilbage igen som pensionist var gåden “Hans Rasmussen” igen i tankerne. Han var  – trods et påstået svagt hjerte – død i en høj alder og jeg kunne stadig opleve de mest besynderlige og modstridende påstande når direktøren kom på tale blandt gamle naboer i kvarteret eller når man mødte fraflyttede.

Da jeg ikke kunne komme igennem på andre måder med en research, gik jeg i arkiverne og her gav det i første omgang resultat at besøge Erhvervsarkivet  i midtbyen. Her var der gulnede udklip i store mapper fra en svunden tid og jeg fandt endda et afsnit i Erhvervsarkivets Årbog om et århusiansk industrieventyr fra dengang Hitler endnu var en ligegyldig, tysk politiker.

Og her dukkede navnet Hans Rasmussen op som arbejdsdrengen der fik tilbudt en kontoruddannnelse i et firma der lavede skosværte ! Albert Nielsens Kemiske Fabrik A/S var navnet på fabrikken.

Arkivar, seniorforsker og Dr.Phil Jørgen Fink har på fremragende vis redegjort for dette industrieventyr som Hans Rasmussen var aktør i (Artiklen Olsen, Tenton og Dypian i Erhvervshistorisk Årbog årg. 1993). Læs HansRasmussen

Tilladelsen til en gengivelse er dels givet af Erhvervsarkivet og af forfatteren personligt.

IMG_0004

Hans Rasmussen var og blev en gåde. Når man  møder ældre mennesker som kendte ham, er ordene eksempelvis: Han var dog en underlig rad – er det rigtigt at han blev dekoreret, og at han gik fallit med firmaet umiddelbart efter ???

Og med den viden jeg har efter arkiv-studierne kan jeg sige: Det er korrekt, at han blev dekoreret efter mere end 50 års ansættelse i samme firma – præcist som Laura i Matador – og han gik ikke konkurs.  Firmaet undslap konkursen, men  med nød og næppe, da det  lykkedes at sælge grunden, hvor fabrikken lå,  som parkeringsplads til naboen: Silvan. Firmaet  var dog helt og aldeles tømt for værdier. Der var intet tilbage  udover grunden.

Firmanavnet var skandaliseret efter alt for mange år med et elendigt produkt, der var ude af stand til at klare sig i konkurrencen med  udenlandske kvalitetsprodukter,  der i stigende grad  trængte sig på efter 2. verdenskrig. Jeg selv  husker det brag, som dåserne gav når de røg i skraldebøtten. Sværten blev nemlig hård og slog revner, hvis den ikke straks blev brugt og købmanden ville ikke tage den igen.

Og i vort kvarter var han en skandale. Han herskede uindskrænket, støttet af en lille kreds af ligesindede, som han gav begunstigelser af forskellig art: personligt ejerskab af fællesjord, reduceret kontingent, opskruede titler og plads i en slags beboer-bestyrelse, udpeget af ham selv. Derved fik han også en klemme på nøglepersoner. Man mistede – om ikke andet – sin opskruede titel hvis man ikke makkede ret.

For at kunne styre dette gedemarked, var demokrati afskaffet, ligesom han naturligvis krævede “tavshedspligt” af alle. Undertiden skulle der dog gøres krumspring for at gøre forholdene ”spiselige”.  Igennem alle årene var der  altid én der blev udnævnt som “ham der ikke betaler sit kontingent”. Direktøren – der også var kasserer – kunne simpelthen ikke find ud af hvem af de 20 medlemmer der var den skyldige, men lod – sammen med revisoren – blikket hvile tungt på en mistænkt. Når denne mistænkte forlod kvarteret blev en anden af beboerne straks udpeget som snyderen.

Den sidste i rækken var mig selv, der overraskende af netop revisoren  blev udpeget som kasserer, da også direktørens  afløser  rejste. Jeg måtte dog love at “brænde” de gamle regnskaber, hvad jeg forlangte at få på tryk. Ved min gennemgang fandt jeg hurtigt de 3 skyldige. De havde snydt i ikke mindre end 15 år kunne jeg se, og de betalte – uden kommentarer -mit krav for de sidste 5 år.

Og således blev denne af mange sager i hvert tilfælde afsluttet.

Et kapitel for sig var som omtalt direktørens modvilje mod ikke mindst universitetsansatte. De fik en advarsel straks ved indflytningen og en ilde medfart der bevirkede, at de sjældent blev længere end et par år. Han lagde sig voldsomt ud med en cand. oecon som efterfølgende rejste. Et ægtepar, som vi havde en del med at gøre, læste til HD samtidig med at de passede deres arbejdede og de skønnede  – før også de rejste –  at direktøren umuligt kunne være kommet ret langt i studiet.

Ifølge arkivmaterialet var det netop på grund af en påstået HD-uddannelse, at han blev foretrukket til stillingen som direktør, 25 år efter at han skulle have erhvervet titlen, og en nærliggende tanke er derfor, at han havde brug for at skjule den evt. manglende eksamen.

Arkiv-studier afkræfter dog denne mistanke, han fik faktisk en HD i 1946.

/Jørn