Asfalteringen

 

 

Studerer man gamle kort, fra det tidspunkt hvor vore rækkehuse var ny-bygget, bemærker man at indkørslerne til ”Bakkevænget” og Bakkegårdsvej sker fra Grenåvej.

Bakkekammen var grusvejen mellem de to hus-rækker og ved den østligste del af kvarteret havde vejen en forgrening der gik nordover langs den nordlige række,  mod gården. Det var Skelhøjvej.

Skelhøjvej og Bakkekammen endte begge mod vest  i en tværvej: Stokagervej, der  mod nord førte til ”Mosevej”, den senere Nordlandsvej.

Det var i de første år grusveje, men kommunen lagde asfalt på grusvejene på et tidligt tidspunkt.  10 år  senere – da Vejlby Centervej og Nordlandsvej var en realitet – blev der spærret for indkørslen fra Grenåvej og hele området omdøbt til Bakkekammen. De oprindelige veje Bakkekammen,  Skelhøjvej og Stokagervej blev nu vore private veje, hvor Stokagervej langs de fritliggende huse var noget specielt derved, at kommunen ejede to af parcellerne: anlægget mod Vejlby Centervej og det 3-kantede stykke jord ved indkørslen fra Nordlandsvej.

Men det var et tyndt lag asfalt der blev ofret på os og da vi selv flyttede til Bakkekammen i 1975,  godt 10 år efter asfalteringen,  var asfaltlaget mange steder stærkt nedbrudt og det i en sådan grad, at skærver fra underlaget  lå spredt udover asfalten.

Da vi unge fik taget initiativ til det første ”Vejbestyrelsesmøde”  i 1978, kunne de ledende i kvarteret  fastslå, at vejene intet fejlede så længe underlaget blot var nogenlunde intakt. Kommunen reparerede dog på et tidspunkt “Stokagervej” og da vor formand stillede en kasse øl frem til vejarbejderne  blev nogle af de værste huller på de andre private veje  nødtørftigt lappet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De næste mange år skete der intet og det var begrundet i en påstand fra vejbestyrelsen side om, at vore kant-sten ikke var korrekt funderet. Samtlige kantsten skulle af den grund tages op for herefter at blive nedstøbt i beton. En sådan handling kostede penge – virkeligt mange penge hvad en ledende beboer oplyste – og man valgte derfor fortsat at bortforklare det faktum at asfalten var reparationskrævende.

Midt i 80’erne blev der indlagt fjernvarme og dette bevirkede, at yderligere en  del af hullerne blev repareret, og det ganske gratis som led i retableringen af de opgravede veje.

Stokagervej havde  kommunen en andel i og den blev som sådan lejlighedsvist  vedligeholdt af kommunen. Men det lille trick med at stille en kasse øl frem virker ikke længere. Vejfolkene havde strenge ordrer til kun at asfaltere kommunens andel og ikke den resterende del af vejene. Jeg talte nemlig med dem og tog også billeder da de var her for et par år siden.

Vi unge forespurgte omkring 1980 den relevante afdeling i kommunen, hvad vi skulle gøre. Kræv at der bliver indkaldt til et ekstraordinært vej-syn lød svaret, her vil det blive fastsat hvad der skal gøres, der vil blive udregnet en pris pr. grundejer og opkrævet penge, ikke bare fra medlemmerne af foreningen men også fra andre grundejere der grænsede op til kvarteret !

 

Efterfølgende i 2017

Bestyrelsen har netop – inden den kommende generalforsamling  – fået foretaget et “mini”-vejsyn med deltagelse af to bestyrelsesmedlemmer samt to vej-ingeniører fra kommunen. Jeg har fået et kortfattet, mundtligt referat af formanden og det svarer stort set til det, vi fik at vide langt tilbage i tiden.


Hanne har efterfølgende sendt mig et kort over vejene og af det fremgår ansvars-fordelingen for vejene. Også “Stokagervej” er del af de private veje og jeg må således sige, at det er de kommunale parceller i hver sin ende af vejen der er årsag til at den i tidens løb er blevet   saltet, gruset og fejet som den eneste.

 

/Jørn